Der er et eller andet magisk ved det øjeblik, hvor vinteren langsomt slipper sit kolde greb, og foråret begynder at røre på sig. Det er ikke nødvendigvis dramatisk. Ikke store udbrud eller bratte skift. Bare små tegn. En fugl, der synger lidt for tidligt om morgenen. En jakke, der forbliver åben hele vejen hjem. Et solstrejf, der rammer ansigtet og pludselig føles… nyt.
Det er næsten som om, man har glemt, at verden faktisk har farver. Og dufte. Og lys, der holder længere end arbejdsdagen. Og så står man der – med lyst til at rydde ud i skuffer, købe blomster uden grund og begynde på noget. Hvad som helst, bare det er nyt.
For mig starter det tit med, at jeg åbner vinduet – bare for at få lidt frisk luft ind. Jeg mærker den der blide luftstrøm, der ikke længere føles som et angreb. Og pludselig føles det lidt mere overskueligt at tage hul på dagen. At lægge vasketøjet sammen. At ringe den opringning, jeg har udskudt siden januar.
Det er som om, foråret kommer snigende med en hånd på skulderen og siger: “Så. Nu må du godt rejse dig lidt igen.” Og man gør det. Langsomt. Uden at presse sig selv. Men med en spirende lyst, der ikke har været der længe.
Jeg ved ikke med dig, men jeg får altid en ustyrlig lyst til at rydde op og rydde ud, når foråret banker på. Ikke kun i hjemmet, men også i hovedet. Det er nu, man pludselig begynder at stille spørgsmål ved gamle vaner. “Skal jeg virkelig bruge den her søndag på at binge endnu en serie?” eller “Måske jeg endelig skulle begynde at gå den aftentur, jeg har tænkt på i et år?”. Hvis du alligevel snakker dig væk fra den gåtur, så kunne du også tage lidt spins på en roulette, eller en hånd i poker også være perfekt til aftenhyggen, hvis man selvfølgelig er til den slags!
Det handler ikke om nytårsforsætter. Det handler om lyst. For foråret har en måde at tænde noget i os, som ikke handler om at være bedre, men om at mærke mere. Mærke sig selv, sine omgivelser og den der underlige ro, der kommer, når solen rammer køkkenbordet klokken 17.
Det sjove er, at selv de mindste ting føles meningsfulde om foråret. At tage solbriller på for første gang. At drikke sin kaffe udenfor – selvom det stadig er lidt for koldt. At sige “nej tak” til planer bare for at have en aften for sig selv. Foråret giver en eller anden udefinerbar frihed. En lille permission til at være i fred med det hele – uden dårlig samvittighed.
Man får også lyst til at mærke sig selv igen. Få sig rørt, spise lidt lettere, tænke lidt klarere. Og samtidig skruer man lidt ned for alle kravene. Det bliver okay bare at være. Ikke hele tiden præstere. Bare være en person i forårstøj, der prøver så godt de kan.
Og det er måske det vigtigste: Foråret er ikke bare en årstid – det er en stemning. En måde at tænke og føle på. Det er den dér første dag, hvor man glemmer at tage hue på og ikke engang fryser. Den første cykeltur uden at skynde sig hjem.
Det handler ikke om store planer eller kæmpe ændringer. Det handler om de små ting, der får os til at smile lidt uden grund. Som at skifte til let jakke. Købe ranunkler. Hænge vasketøj til tørre udenfor. Eller bare kigge op og opdage, at himlen faktisk er blå igen.
Vi har alle vores egne små ritualer, når årstiderne skifter. Nogle finder løbeskoene frem. Andre stiller havemøblerne ud, selvom det stadig er halvkoldt. Jeg går rundt i hjemmet og får lyst til at rykke rundt på alt. Ikke fordi jeg skal. Men fordi jeg kan. Og fordi foråret er kommet for at minde os om, at det hele ikke behøver være så tungt hele tiden. Forår, vi har ventet så længe!
